Browser doesn't support javascript
image
image

Babbo

Frederiksberg . Bakery, Italian, Brunch

image 8.6

Everyone

About the restaurant

image4.5/5.0

Address:

Godthåbsvej 10A, 2000 Frederiksberg, Denmark

Reviews

image

Philip Rahbek

3 weeks ago

image7

Baggio-stemning på Baby Babbo. Mange ting er sket de sidste par måneder. Jeg har vendt ryggen til den trygge tilværelse som lønmodtager, smittetallet har både været nede og oppe, og Gramse Frank har trukket sig som Kongen af København. Desuden har jeg startet ”fried and tested”. Mit personlige og forholdsvis ufaglige bidrag til den madscene, jeg selv sætter så aggressivt meget pris på. Min retfærdiggørelse til at kaste mig ud som madskribent for det enogtyvendeårhundrede er tredelt. En sund nysgerrighed indenfor mad og vin, evner over det middelmådige i et køkken samt et bekymrende antal kvitteringer fra restauranter, jeg gerne vil kunne trække fra i fremtiden. Vores rejse sammen starter på Baby Babbo. En italiensk inspireret restaurant på Frederiksberg. Min gode ven Safety har anbefalet stedet af flere omgange, hvor vi havde det noteret som det først sted, vi skulle ramme, når Covid-karantænen var veloverstået i foråret. Det fik vi aldrig gjort, men nu fik jeg endelig fulgt op med min bedre halvdel her midt i 2. bølgen. Vi kommer ind på Baby Babbo, som rent dekorativt er gået noget anderledes til værks end de andre italienske restauranter i byen. Hvor det kan oplevelses som en øvelse, hvor lidt man kan gøre ud af interiøret på de klassiske italienere i København, så går Baby Babbo den modsatte vej. Plakater og planter fylder stedet og giver en vibe, der er langt fra Italien. Stribevis af henkastede bøger bidrager, hvor særligt Yotam Ottolenghis bog om Jerusalem går kontra. Diskokuglen midt i rummet ville normalt gøre mig maniodepressiv på rekordtid, men af uforklarlige årsager virker den som et glimtende anker midt i det kaotiske indtryk. Stedet er packed. Vores reservation er svær at identificere, indtil to stole og et havebord trækkes ind fra gaden. Lige under diskokuglen. Vores umiddelbare undren opfattes heldigvis hurtigt, hvorefter vi placeres i baren. Lige til højre for diskokuglen. Her bliver vi mødt af en meget behagelig tjener, som begynder at forklare os menukortet. Et mindre advarselstegn, da et menukort bør være simpelt af natur, men nuvel – den lader vi stå. Vi får anbefalet to forretter og en hovedret til deling. Det lyder umiddelbart ikke af meget, og det var det heller ikke. Hvis man har et så komplekst sammensat menukort, at det kræver en yderligere forklaring eller en længere videregående uddannelse, så skal man helst ramme den under den uddybende proces. Jeg er to meter høj og vejer lige syd for halvfems kilo. Havde det ikke været for Covid-19, så havde jeg forhåbentlig ramt nord for den kilomæssige neutralzone nu. Skud ud til BK. Til trods for, at jeg massefyldemæssigt ligger over medianen i livets datasæt, præsterer vores tjener alligevel at se direkte igennem mine buksers genvundne polyester. Her noterer han sig tydeligvis mine lægge, som kunne gøre det som rabarbar, hvis altså det havde været sæson. Ud fra disse vurderes åbenbart vores samlede appetit. Never skip leg day. Vi får bestilt og efterspørger et vinkort. Vinkortet er ”levende”, hvilket vil sige, at man skal fortælle, hvad man ønsker, hvorefter vindruens svar på en McKinsey konsulent fortæller dig, hvad du skal drikke og hvorfor. Et ”levende vinkort” er tæt på det mest irriterende udtryk, jeg er blevet præsenteret for siden “flokimmunitet” og ”det var ikke hånden, det var håndteringen”. Desuden er det hele naturvin. Et mexican standoff. Vi ønsker en let rødvin, som passer til maden. Et par fuldvoksne glas rammer bardisken uden yderligere forklaring til vinen, end at den er ”den mindst naturlige naturvin”, de har. Mit forhold til naturvin skal ikke ses som et decideret fravalg – mere et tilvalg af det, jeg kender og holder af. Som når Disney tvinger Frozen ind i Disney’s Juleshow, mens du udelukkende er der for at se de syv små dværge forføre Snehvide. Vinen smager forresten glimrende. Andiamo! Vi starter ud med en ceviche af slethvar, som smagte strålende, men det var deres tatar, som fik mig til at glemme alt om det Frankensteins vinkort. Tataren var skåret i store, rustikke stykker, som bidrager med noget middelalderligt og bringer dig tilbage i tiden. Hvor en finthakket tatar, der deler samme tekstur som Budget leverpostej, giver lysten til at sætte sig grædende under en rendende bruser, så gav disse saftige stykker en lyst til mere. En rørt tatar efter Michauds opskrift er stadig gold standard, men den har efterhånden set flere dårlige kopier end Metallica albums på Kazaa. Tataren var rørt sammen med en sauce på marv, som var et elegant nyt take på en klassiker. Twistet mellem det salte rå kød og smagen af marv, som smeltede på tungen som nervøs velour, var fantastisk. Et sammenspil ikke set bedre, siden Laudrup sendte et lob over hele det nigerianske forsvar i ’98, og Ebbe på to berøringer sendte læderet i nettet. Da vi havde fået forretterne, var det på tide, at få lidt mere af den fine ”næsten-unaturlige” rødvin. Da flasken var lige under halvtom, blev det sidste fordelt i de to vinglas, som nærmest transformerede til pokaler af rødvin. Betjeningen på Baby Babbo fejler bestemt ikke noget. Som gæst kommer du midt ind i et italiensk inspirereret inferno, hvor tjenerne fungerer som værter. Servicemindede og observante. Atmosfæren er en fest, og de gode til at inkludere dig i. Det bliver dog næsten for meget, da vores tjener for tredje gang brager ind i diskokuglen, som dog vokser på mig hver gang. For hver gang falder jeg tilbage til min barndom og ”Halvfemsårs fødselsdag”. Da værterne skal holde festen kørende blev vi flere gange tilbudt små skud af Amaro Montenegro på huset, som fik os til at drømme os ned til de italienske Gran Sasso-bjerge. Det bløde kombination af vanilje og appelsin fungerer overraskende godt som ganerenser først og sidenhen som flydende mod, inden vi skulle mod Metroen med resten af København kl. 22.05 midt i pandemien. Vores hovedret bestod af gnocchi med hønsefond og en moden håndfuld kantareller. Kantareller er jo noget af det mest absurde at skulle kokkerer med selv, da du enten skal betale din fars vægt i guld eller bruge en livstid på at finde dét sted, hvor de vokser. Smagen var vi helt pjattede med, hvor de sprøde gnocchi fungerede som stabil, elegant transport for de kødfulde kantareller. Rettens ellers normale størrelse fik os dog til at ønske, at vi var gået imod Mr. Winterbottom og havde bestilt en ret mere. Når alt er sagt og skrevet, så skal vi absolut tilbage til Baby Babbo. Maden emmer af god kvalitet på simple råvarer – og nu kender vi mængden. De gode vibes er et besøg værd i selv. Restauranten kan sammenlignes med den lille, italienske kreatør, Roberto Baggio. Finurlig og kaotisk atmosfære, men samtidig meget elegant sat sammen. Underliggende får man rigtig god, italiensk mad, som ikke prøver på for meget. Priserne er fair, så der i høj grad value for money. Så krydser vi fingre for, at vi næste gang ikke møder resten af Vesterbro på Konya Kebab til natmad, inden Vild med Dans har haft omdans.

2 Comments
image

Paw Becker

3 months ago

image10

Best breakfast in town! Super authentic and cozy. Your are basically sitting in the middle of the kitchen. I had the mushroom toast and croissant 👌🏼

image

Sofie Sørensen

11 months ago

image9

Så lækkert!! Fantastisk stemning, spiste der i sommers og fik deres tastning menu!! Skal prøves!

image

David Landsted

1 year ago

image9

AMAZING atmosphere and hosts are UP for having a great party!!

image

Mikkel Rasmussen

1 year ago

image8

Arrancini, Negroni og fede værter, der spiller 70’er soul og fortæller anekdoter